Salgs- og Leveringsbetingelser


Disse Almindelige Salgs- og Leveringsbetingelser (“Leveringsbetingelserne”) gælder for alle leverancer af produkter og/eller serviceydelser (“Produkter”) fra LOBE ApS (“LOBE”) til enhver kunde (“Køber”). Leveringsbetingelserne er gensidigt bindende for LOBE og Køber, medmindre andet er udtrykkeligt aftalt skriftligt.


1. Aftalegrundlag


Aftaleindgåelse sker først, når LOBE afsender skriftlig, herunder elektronisk, accept af Købers ordre eller LOBE har afsendt de af ordren omfattede Produkter. LOBE er ikke bundet af vilkår fremsat af Køber, som afviger fra LOBE Leveringsbetingelser, medmindre sådanne vilkår eksplicit er accepteret og aftalt skriftligt.


2. Afgrænsninger & udelukkelse fra ansvar


2.1 Maksimalt ansvar LOBES's samlede ansvar kan på intet tidspunkt overskride værdien af den samlede ordresum i henhold til aftalegrundlaget.

2.2 Følgeskader/Indirekte tab LOBE er ikke ansvarlig over for Køber for nogen form for følgeskader eller indirekte tab, herunder men ikke begrænset til, driftstab, produktionsafbrydelse, tabt fortjeneste, tab af goodwill eller tab af data.

2.3 Uanset eventuelle andre vilkår i disse betingelser er LOBE ikke begrænset eller udelukket for sit ansvar for død eller personskade som følge af dets uagtsomhed eller uagtsomhed fra sine ansatte, agenter eller underleverandører.

2.4 Køber anerkender og accepterer, at de begrænsede garantier inklusiv alle begrænsninger og udelukkelser for sælgers ansvar, angivet i disse betingelser er rimelige og reflekteret i prisen på aftalte varer eller tjenesteydelser (eller begge), og køber accepterer risiko eller forsikrer sig herfor (eller begge).

2.5 Denne betingelse 2 skal overleve eventuel opsigelse eller annullering af Kontrakten.

3. Mangler


Ud fra en forholdsmæssig vurdering af LOBE set i forhold til værdien af det leverede, forpligter LOBE sig til efter eget valg at reparere eller omlevere produkter, som var mangelfulde på leveringstidspunktet pga. fabrikations-, konstruktions- eller materialefejl, såfremt Køber reklamerer inden 12 måneder fra Produktets levering, dog senest 8 dage efter manglen har vist sig eller Køber burde have konstateret den pågældende mangel. For dele, som er udskiftet eller repareret af LOBE påtager LOBE sig de samme forpligtelser, som gælder for det oprindelige materiel i et tidsrum af 12 måneder fra den oprindelige levering. Såfremt Køber ikke skriftligt underretter LOBE om en mangel inden for de frister, som er angivet i dette punkt,


fortaber Køberen sin ret til at fremsætte krav i anledning af manglen. LOBE's ansvar omfatter kun mangler, som opstår under de forudsatte og/eller sædvanlige arbejdsforhold og under korrekt anvendelse af materiellet. Ansvaret omfatter ikke mangler, som skyldes årsager, opstået efter at risikoen er gået over til Køberen. Ansvaret omfatter for eksempel ikke mangler, der skyldes mangelfuld vedligeholdelse og/eller reparation, urigtig montering og ændringer foretaget uden LOBE's skriftlige samtykke. Endelig omfatter ansvaret ikke normal slitage og ælde. Ved mangelsindsigelser skal Køber efter forudgående aftale med LOBE sende produktet til LOBE vedlagt en følgeseddel med angivelse af den påståede mangel. Fragt og forsikring betales af Køber. Produktet skal returneres i rengjort og sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, uden påmonterede dele og egnet beskyttende emballage skal anvendes. Viser LOBE's undersøgelse, at Produktet ikke er mangelfuldt, returneres Produktet for Købers regning og risiko. Såfremt Produktet er mangelfuldt, sender LOBE, for LOBE's regning og risiko det reparerede Produkt eller et erstatningsprodukt til Køber og overtager udskiftede dele eller det mangelfulde Produkt. Herudover kan Køber ikke rejse krav mod LOBE som følge af mangelfulde Produkter.


4. Forsinkelse


Såfremt LOBE ikke leverer til aftalt tid, kan Køber skriftligt kræve levering og fastsætte en endelig, rimelig frist herfor. Sker levering ikke inden for denne frist, er Køber berettiget til at hæve købet og kræve hele eller dele af eventuel forudbetaling returneret. Herudover er LOBE ikke ansvarlig over for Køber.


5. Produktansvar


Køberen skal holde LOBE skadesløs i den udstrækning, LOBE pålægges ansvar overfor tredjemand for sådan skade og sådant tab, som LOBE efter dette punkt ikke er ansvarlig for overfor Køberen. LOBE er ikke ansvarlig for skade forvoldt af materiellet: a) på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, medens materiellet er i køberens besiddelse, b) på produkter, der er fremstillet af Køberen, eller på produkter, hvori disse indgår. De nævnte begrænsninger i LOBE's ansvar gælder ikke, hvis LOBE har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til dette punkt, skal denne part straks underrette den anden herom.


6. Reklamationer


Krav vedrørende mangler, forsinkelse, produktansvar eller andre krav om erstatning skal fremsættes skriftligt til LOBE uden ugrundet ophold. De forholdsmæssige krav med omkostninger, kan på intet tidspunkt overstige værdien af det leverede. Forud for enhver returnering af varer til LOBE ApS skal Køber kontakte LOBE for udlevering af returneringsnummer. Returnering uden angivelse af returneringsnummer afvises og varerne tilbagesendes for Købers regning og risiko.


7. Produktinformation


Enhver produktinformation - uanset om den hidrører fra LOBE eller en af LOBE's Forretningsforbindelser - herunder information om vægt, dimensioner, kapacitet eller andre tekniske data i katalog, beskrivelse, prospekt, annonce m.v., er at betragte som orienterende, og er kun forpligtende i det omfang LOBE udtrykkeligt henviser hertil i tilbud og/eller ordrebekræftelse. Specifikke krav fra Køber er kun bindende i det omfang, hvor de er skriftligt accepteret af LOBE.


8. Ændringer


LOBE forbeholder sig ret til uden varsel at ændre i sine Produkter samt at levere Produkter i nyere eller alternativ version, såfremt disse ikke afviger væsentligt fra aftalte tekniske specifikationer, form eller funktion.


9. Levering og risikoens overgang


Produkterne leveres Ex Works Vamdrup. Alle omkostninger i forbindelse med transporten afholdes af Køber og transporten sker på Købers risiko. Ved manglende oplysning fra Køber om transportform kan LOBE afsende Produkterne til Køber på en af LOBE valgt transportmåde. Levering kan herudover ske sekventielt eller udskydes i overensstemmelse med punkt 12.1, hvis Købers kreditmaksimum ellers ville blive overskredet.


10. Priser


Priser for produkter er eksklusive moms og/eller andre afgifter.


11. Emballage


Engangsemballage er inkluderet i aftalte priser og godtgøres ikke ved eventuel returnering. Flergangsemballage er ikke inkluderet i prisen, men godskrives Køber ved omgående, fragtfri returnering i uskadt stand i overensstemmelse med LOBE's anvisninger.


12. Betalingsvilkår


Betalingsfrist fremgår af tilbuddet/ordrebekræftelsen. Fra forfaldstid debiteres morarente på 1 % per løbende måned. Hvis Køber undlader at betale en forfalden faktura senest 14 dage efter at have modtaget et skriftligt påkrav om betaling fra LOBE, har LOBE ret til at ophæve salget af Produkter, som endnu ikke er leveret til Køber, eller opkræve forudbetaling herfor. LOBE forbeholder sig desuden retten til at kræve erstatning for eventuelle tab eller omkostninger, der måtte opstå som følge af Købers manglende betaling. Uanset foranstående kan LOBE jf. punkt 12.1 kræve forudbetaling, kortere betalingsfrist eller sikkerhedsstillelse, hvis Købers kreditmaksimum ellers vil blive overskredet.


12.1 Kreditvurdering og kreditmaksimum


LOBE foretager løbende kreditvurdering af Køber og fastsætter på den baggrund et kreditmaksimum for kundeforholdet. Kreditmaksimum er et internt kreditloft for Køber, som LOBE til enhver tid kan justere uden forudgående varsel. Ændringer i Købers kreditmaksimum kan medføre ændringer i Købers betalings- og leveringsvilkår for de pågældende leverancer.


Samtidig bestilling eller samtidig levering af flere tilbud, ordrer eller delleverancer kan medføre, at den samlede ordresum overstiger Købers til enhver tid gældende kreditmaksimum, selvom de enkelte ordrer ikke hver for sig overstiger Købers kreditmaksimum.


Hvis en ordre – alene eller samlet med andre ordrer – overstiger Købers kreditmaksimum, er LOBE berettiget til efter eget valg at:


(a) kræve hel eller delvis forudbetaling af den del af ordren der overstiger Køber kreditmaksimum,


(b) afkorte betalingsfrister eller ændre betalingsbetingelser for de pågældende ordrer/bestillinger,


(c) kræve bankgaranti eller anden passende sikkerhedsstillelse fra Køber inden levering,


(d) gennemføre sekventiel eller udskudt levering, eller


(e) suspendere, delvist annullere eller tilbageholde ordrebehandling og/eller levering, indtil Købers kreditforhold er bragt i orden.


Købers manglende opfyldelse af krav fremsat af LOBE i medfør af dette punkt 12.1 udgør væsentlig misligholdelse og berettiger LOBE til – efter eget valg - at tilbageholde levering af de ordrer der overstiger Købers kreditmaksimum eller at ophæve Købers ordrer


13. Force majeure


LOBE er berettiget til at annullere ordrer eller udskyde aftalt levering af Produkter, og er i øvrigt fri for ansvar for enhver manglende, mangelfuld eller forsinket levering, der helt eller delvist skyldes omstændigheder, som ligger uden for LOBE's rimelige kontrolmuligheder, såsom oprør, uroligheder, krig, terrorisme, brand, offentlige forskrifter, strejke, lockout, slow-down, mangel på transportmidler, vareknaphed, sygdom eller forsinkelse ved eller mangler ved leverancer fra leverandør, uheld i produktion eller afprøvning, eller manglende energiforsyning. Samtlige Købers beføjelser suspenderes eller bortfalder i sådanne tilfælde.


Køber kan hverken i tilfælde af annullering eller udskudt effektuering kræve skadeserstatning eller fremsætte noget krav i øvrigt mod LOBE ApS.


14. Tvister


Eventuelle tvister mellem parterne, som udspringer af eller i relation til en købsaftale, som reguleres af Leveringsbetingelserne, afgøres efter dansk ret med undtagelse af lovvalgsbestemmelser. Enhver tvist som ikke kan løses i mindelighed (gælder dog ikke Købers manglende betaling af LOBE's fakturaer), skal afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet i København efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom, som er gældende ved voldgiftssagens anlæg. LOBE ApS, marts 2026


Försäljnings- och leveransvillkor för leveranser från - Lobe ApS